Forside Artikler og dokumenter Spørgsmål og svar Links

FSP-medlem i AP-Pension
Stiftet den 15. oktober 2010
Antal medlemmer pr. 1.januar 2015
1503

Hovedårsagen til at vi i eftersommeren 2010 tog initiativ til stiftelsen af Pensionist i FSP var, at vi generelt ikke var tilfredse med informationen til FSP's seniorer. Vi havde problemer med at acceptere, at FSP ikke kunne præstere et afkast på niveau med andre sammenlignelige pensionskasser, FSP har de højeste omkostninger for pensionskasser i Danmark og havde ikke været i stand til at pristalsregulere pensionerne siden 2008. Derfor måtte vi gøre noget, velvidende at det at samle aldersgruppen +55 ikke var så lige til.

I 2011 og i første halvdel af 2012 skete der omvæltninger i Sparekassesektorens Pensionskasse (FSP). FSP anbefalede i sommeren 2011, at flest mulige forlod afdelingerne med garanterede ydelser for at blive medlemmer i Afdeling Markedsrente, et valg som rummer muligheder for større afkast, men også risiko for det modsatte. Resultatet i de tre afdelinger af Markedsrente for 2011 var negativt.

Den 8. marts 2012 oplyste FSP's bestyrelse, at man var blevet enige med AP Pension om fusion, en beslutning som vi 100 % kunne bakke op om, vi havde i hele Pensionist i FSP's levetid anbefalet en fusion med en stor og velrenommeret aktør på pensionsmarkedet. Den 19. april 2012 godkendte FSP's generalforsamling enstemmigt fusionen og den 26. september 2012 kom den formelle godkendelse, da Finanstilsynet gav fusionen sit blå stempel.

Den 15. oktober 2012 tog vi navneforandring til FSP-medlem i AP Pension, dermed signalerer vi, at selv om vi er meget tilfredse med fusionen og med at være medlem i AP Pension, så er der fortsat opgaver der skal gøres, idet de tidligere FSP's medlemmer fremover vil udgøre en særskilt gruppe i AP Pension:

  • Vi skal følge FSP-regnskab/egenkapital for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2014 indtil endelig opgørelse og evt. udlodning.
  • Vi skal være en aktiv del af AP Pensions demokratiske system.
  • Vi skal følge og kommentere de tilbud for at vælge sig over på AP Pensions produktplatform, som gives tidligere FSP-medlemmer.
  • Vi skal følge lovgivningen på pensionsområdet og søge at påvirke denne, såfremt der ikke gives fornuftige investeringsforhold, der kan betyde en pristalsregulering af pensionerne, herunder medvirke til at der findes metoder, så der ikke langt ud i fremtiden skal bruges store summer til betaling for garantier.
  • Vi skal følge og kommentere udviklingen i AP Pensions omkostninger.
  • Vi skal påvirke AP Pensions kommunikation og information til såvel aktive som pensionister.
  • Vi skal give vejledning til vore medlemmer af betydning for deres pensionsmæssige forhold.

Antallet af pensionister i FSP var på fusionstidspunktet næsten 3.000 ud pensionskassens 17.000 medlemmer og dette antal vil i løbet få år blive over 5.000, svarende til 1/3 medlemmerne.

Vi arbejder ud fra en handlingsplan, som hele tiden revideres og som du som medlem kan få indflydelse på. Vi har nået resultater de første år, men der vil fortsat være mange udfordringer. Fuld åbenhed om investeringer er et ufravigeligt krav. Medlemmernes kontooversigt skal være til at forstå og pensionisterne skal have præcise oplysninger om regulering af deres pension eller mangel på samme.

Vi er ikke en protestforening, vi er en gruppe af sparekassefolk, som gennem mange år har indbetalt til vores pensionskasse, derfor interesserer vi os også for, at vores pension udvikler sig på en måde så vi kan nyde et forhåbentlig langt og godt otium.

Initiativgruppen: Sven-Ove Larsen, Hillerød, Bent Rasmussen, Frederiksberg, Asbjørn Tofthøj Olsen, Århus og Frode Sørensen, Sønderborg. Nye medlemmer optages ved at du sender en mail til fspmedlem.i.appension@gmail.com med angivelse af navn, adresse, mail og gerne telefonnummer, så hører du meget hurtigt fra os.

Frode Sørensen, Vesterled 19, 6400 Sønderborg - mailadresse: frode@danportal.dk